Debatindlæg 2022

20/januar

Af Inge Messerschmidt, medlem af Omsorg og Ældre, Dansk Folkeparti
På netavisen kan vi læse et indlæg fra Nye Borgerlige, hvor de klapper sig selv på skulderen for i valgkampen at have omtalt og nærmest igangsat den hollandske model - med små selvstyrende teams - i Døgnplejen.
Det gamle byråd har allerede tilbage i budgetforhandlingerne i sommeren og efteråret 2021 drøftet mindre selvstyrende teams i Døgnplejen. Og i budgetaftalen under “Ældreområdet” er et afsnit, der handler om “ Udvikling af døgnplejens organisering”. Her lyder en del af aftaleteksten bl.a “at styrke fagligheden, med mere selvstyring – fx ved selvstyrende teams ...........“
På januar måneds møde i “Omsorg og ældre” fik vi i udvalget en orientering under punkt 6 omkring “Opfølgning Budget 2022-2025”, hvor det står beskrevet, “at der er søgt om puljemidler til forsøg med selvstyrende teams”.
Så processen er i gang, men den blev sat i gang længe før valgkampens debatter.
Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen med de selvstyrende teams i Døgnplejen. Jeg tror på, at mindre enheder med mindre geografiske områder, færre medarbejdere, kortere kørelister og mere nærhed er vejen frem. Både i form af arbejdsglæde og ro for medarbejderne men lige så vigtigt er trygheden for borgerne, når det er de samme medarbejdere, de møder.
Forandringer tager tid, men der skal mere til end et indlæg i en valgdebat. 

22/januar Et interview til FAA

Formandsvalg: DF’s lokalformand i Frederikssund mener, at sønnen er det bedste valg til ny landsformand og stemmer derfor på ham.

 

Frederikssund: Morten Messerschmidt er helt klart den bedst egnede formand for Dansk Folkeparti, mener Inge Messerchmidt, partiets lokalformand og byrådsmedlem i Frederikssund – og samtidig mor til Morten Messerschmidt – forud for partiets formandsvalg søndag, hvor Martin Henriksen og Merete Dea Larsen er de to øvrige kandidater.

– Jeg får gerne at vide, at det er da klart, at jeg stemmer på Morten. Men jeg stemmer på den, der er bedst til at samle partiet, og det er Morten. Det er så et tilfælde, at det samtidig er min søn, siger Inge Messerschmidt, der har været medlem af Frederikssund Byråd siden 2014.

Hun begrunder sit valg med, at Morten Messerschmidt har en stor viden efter at have siddet i Folketinget i mange år og 10 år i EU i Bruxelles. Samtidig mener hun, at han har ført en fin valgkamp, hvor han været rundt i baglandet og talt med lokale DF’ere, der har fået lejlighed til at stille spørgsmål og få svar.

– Morten er meget åben og ærlig, og jeg synes, han har ført en sober valgkamp, hvor han har talt politik og ikke er gået efter “manden”. Han åbner op mellem baglandet og partitoppen, og det er der stor interesse for hos os, forklarer DF-lokalformanden.

DF i Frederikssund deltager i landsmødet med 11 delegerede, én for hver 10 medlemmer; hende selv som partiets lokalformand og eneste byrådsmedlem samt Tobias Weiche, der er formand for Dansk Folkepartis Ungdom – altså 13 i alt.

– Det står helt frit, hvad de delegerede stemmer. Der er ikke noget pres, og det er en hemmelig afstemning. Tilkendegivelserne er, at de vil stemme på Morten, siger hun.

Inge Messerschmidt holder fast i, at hun vil blive i partiet, selv om Morten Messerschmidt ikke skulle blive valgt som ny DF-formand.

– Jeg er ikke en af dem, der truer med at gå, hvis jeg ikke får min vilje – i modsætning til visse andre. Jeg fortsætter. Uanset hvem der bliver formand, har jeg en berettigelse i byrådet. Vælgerne har stemt på os, fastslår Inge Messerschmidt.

Men der er klart nok mere på spil for hende end et rent formandsvalg.

– Jeg har sommerfugle i maven og uro i kroppen. Men vi håber det bedste, siger hun.

23/ januar sammen med Morten, Finn og Chris

Af Morten Messerschmidt (MF), Finn Rudaizky (Region Hovedstaden), Inge Messerschmidt (Byrådsmedlem, Frederikssund) og Chris Bjerknæs, Dansk Folkeparti

DEBAT Det er den barske sandhed, som beboere i Frederikssund og mange andre steder i landet mærker på tætteste hold. Vejret byder ofte på blæst og stigende vandstande i fjordene og havene, og her er særligt Roskilde og Isefjorden hårdt ramt.

Men de lokale må tage til takke med en besked om, at vandstanden stiger, og at de dygtige folk i Beredskabsstyrelsen stiller mandskab til rådighed. 

Men hvor længe skal det fortsætte, før regeringen begynder at handle på det?

Vi ved, at vandstanden stiger i fremtiden. Det betyder, at vandet vil skylle ind over vores land, vores veje og trænge ind i husene, hvor flere vil blive efterladt med kælderen fuld af vand og ødelagte værdigenstande. For slet ikke at nævne en kamp med forsikringsselskabet om at få udbedret skaderne.

Vi så, at mere end 100 mennesker mistede livet i Tyskland og Belgien på grund af oversvømmelser. Det kan også ramme Danmark, hvis ikke vi sadler om.

For vandstanden vil stige i et hyppigere tempo, end vi hidtil har set. 

Alene i denne uge har der været to varsler i Frederikssund, og nogle forskere peger på, at mængden af varsler på sigt vil stige med op til 100 gange om året i nogle områder af landet. Bægeret er så at sige ved at flyde over.

Så spørgsmålet er, om der er stemning for en dæmning, eller om regeringen bare vil fortsætte linjen, hvor Vestkysten kan få hjælp, og Nordsjælland må nøjes med at søge penge fra en pulje. Penge, som vi med fordel kunne bruge på stenrev.

Vi ønsker en ordentlig kystsikring i hele landet, for ingen skal risikere at gå fra hus og hjem på grund af oversvømmelser. Ingen landsdele eller områder bør forfordeles, men vi i Nordsjælland føler os svigtet.

Udfordringen er ikke kun til stede kommunalt eller regionalt. Så når regeringen ser på planerne for en national kystsikring, skal ansvaret ikke kun lægges over på kommunerne eller regionerne. Problemet er langt større.

Ingen fortjener at ligge søvnløs om natten i frygt for oversvømmelser.

Der er brug for, at vi en gang for alle får set på en indsats, der kan gavne hele landet. Regeringen lovede en national handlingsplan inden folketingsvalget i 2019, men der er intet sket.

Regeringen bør trække i arbejdstøjet og tage ansvar!

6/februar i lokalaviserne samme med Chris Bjerknæs

 

Af Inge Messerschmidt Frederikssund Byråd (DF) og Chris Bjerknæs, medlem af DF, Bøgealle 1, 3600 Frederikssund

Frederikssund skal være en tryg og fredelig by. Men sådan oplever Dansk Folkeparti og mange andre det ikke i øjeblikket. For nu er der sket endnu et knivoverfald på Frederikssund Station, og man står tilbage med spørgsmålet: Hvor mange overfald skal der til, før vi får nærpoliti til Frederikssund?

I fredags blev byen ramt af endnu et knivoverfald, hvor en gruppe mænd blev set løbe væk fra stationen og den sårede mand måtte kæmpe sig ind i toget, før han blev samlet op et par stationer længere henne af C-linjen. Og tilbage i marts måned var det en familiefar, der blev overfaldet med en kniv af en 16-årig gerningsmand.

Frederikssund Station er desværre blevet et sted, hvor unge mennesker opholder sig i større grupper om aftenen og skaber utryghed. Ikke kun i weekenden men også i hverdagene. Det skal stoppes.

Vi skal sikre tryghed, når man skal til og fra Frederikssund Station. For ingen skal være nervøse eller bange for at gå i byens gader eller for at tage toget. Derfor skal vi have mere synligt politi til at patruljere i byen og have en nærpolitistation, der kender byens borgere og ved, hvem man skal tage fat i. Det gør man altså ikke på samme måde, når man ikke har sin gang i byen, men skal patruljere i et stort område.

Vores socialdemokratiske borgmester bør invitere Justitsminister Nick Hækkerup på besøg, så vi kan tage en drøftelse med ham om, hvor mange ofre der skal til, før han kan se fornuften i, at vi får tilført nye kræfter til byen og får den politistation, som vi mangler.

Indtil da kan vi sætte videoovervågning op på stationen og øge SSP-samarbejdet. For Frederikssund skal være en tryg og fredelig by at færdes i.

22/februar 2022 sendes til aviserne

“Udvalgsformand skyder med skarpt!

Af Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti, medlem af “Omsorg og Ældre”

Som næstformand i det tidligere “Velfærdsudvalg” har Susanne Bettina Jørgensen været lige så dybt involveret i løsningsforslag som resten af udvalget. Hele udvalget har siddet om samme forhandlingsbord ang plejehjemspladser, rekrutteringsudfordringer, tillægsbevillinger ved merforbrug, sygefravær mv og har langt henad vejen været enige. 

Det er de samme tre socialdemokrater, der er udpeget til “Omsorg og Ældre”, som i sidste periode var udpeget til “Velfærdsudvalget”, så at skyde på de borgerlige partier som nyudpeget formand virker meget useriøst. Vi ved alle, at der ikke findes hurtige løsninger på disse kæmpe udfordringer. Heller ikke for Susanne!

Vi bruger allerede i dag servicerammen fuldt ud. Der er ikke ledige midler, der bare kan disponeres over. Skal der flyttes midler fra andre velfærdsområder, som Susanne Bettina Jørgensen foreslår, skal der prioriteres. Så hvor skal det være? Skal der tages fra børneområdet? Skal der tages fra skoleområdet? Skal der tages fra handicapområdet?

At Susanne udtaler, at det er de borgerlige partier, der ikke vil ældreområdet, er direkte frækt. Dansk Folkeparti kæmper om nogen for ældreområdet, så at skyde på blå side på denne måde er ikke ok. 

I forhold til personalesituationen kan vi ikke løse rekrutteringsudfordringen fra dag til dag. Vi må tænke kreativt og alternativt og må ikke være berøringsangst for at prøve nye veje. 

Skal flere deltidsansatte tilbydes fuldtid? Skal vi inddrage familie og pårørende mere aktivt i en periode, indtil vi får løst rekrutteringsudfordringen? Eller inddrage frivillige og ungarbejdere mere aktivt? Eller noget helt femte?

En ting er dog helt sikkert. Dansk Folkeparti er modstander af, at ældreområdet bliver et integrationsprojekt.

Vi stiller helt klare krav om, at der skal kunne tales dansk, så selv den svageste borger kan forstå det og blive forstået, ligesom vi siger nej til religiøse hovedbeklædninger.

At løfte ældreområdet er et langt og sejt træk, som er meget vigtigt for Dansk Folkepart. 

Så når Susanne giver udtryk for, at hun kan løse udfordringerne, er det noget, vi ser meget frem til.”

 

24/februar 2022 til aviserne

DF har valgt ny Folketingskandidat

 

Der har ikke været meget at juble over for Dansk Folkeparti siden Folketingsvalget i 2019.

Men nu har medlemmerne i Frederikssund/Halsnæs-kredsen peget på dén kandidat, der skal være kredsens Folketingskandidat til det Folketingsvalg, der skal afvikles senest 4. juni 2023.

På et opstillingsmøde torsdag aften blev Rune Oliver Christensen meget overbevisende valgt, med 84 procent af stemmerne fra de stemmeberettigede fremmødte medlemmer, fortæller lokalformand Inge Messerschmidt i en pressemeddelelse fra partiet.

Rune Oliver Christensen er 25 år og har været medlem af Dansk Folkeparti gennem syv år. Han bor i Hornbæk og arbejder som social- og sundhedshjælper.

“Rune er lokalformand i Helsingør og er en meget engageret kandidat. Jeg og bestyrelsen ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde frem mod folketingsvalget,” konstaterer Inge Messerschmidt i pressemeddelelsen

 

5/marts sendt til lokalavisen og netavisen

“Et spil om ord?
Af Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti, Medl af byrådet.
Dansk Folkeparti satte fokus på vold og utryghed med sag på onsdagens byrådsdagsorden. En god lang debat om den stadigt grovere vold endte ud i, at byrådet kunne enes om at følge Dansk Folkepartis indstiling om at invitere Justitsministeren til Frederikssund for ved selvsyn at få indblik i de forhold, der hersker.
Uanset om kriminaliteten er stigende eller faldende her i kommunen, er episoderne blevet meget grovere i løbet af kort tid.
Dominansvold, knivstikkeri, skyderi, større grupperinger der samles og virker truende, er for mange af os utryghedsskabende.
Og det er ikke ok!
 
På mødet stillede jeg et ændringsforslag, om vi kunne få undersøgt mulighederne for lokale tiltag til at øge trygheden med fx. overvågning og tryghedskonsulenter, jvf. politiforliget. Men i ordkløveriets bedste virkelighed kunne mit ændringsforslag ikke vinde gehør på rød side. Der måtte iflg borgmesteren ikke stå eksempler. Specielt ikke overvågning. I min verden udelukker et eksempel ikke alt muligt andet men sætter en mulig retning. Det ville borgmesteren ikke.
 
Og hvad sker igen fredag? 2 dage efter byrådsmødet.
Nye knivstikkerier. Denne gang i Slangerup.
Og lørdag morgen afgår en mand ved døden efter slagsmål.
Skal vi bare snakke? Skal vi bare vente på, at vi mener antallet af episoder er stort nok til at blive taget alvorligt?
Det er allerede alvorligt.
Det mener vi i Dansk Folkeparti.
I borgmesterens verden handler det om at vinde kampen om ord, hvor Dansk Folkeparti vil vinde kampen over de grove overfald“

 

Sendt til lokalavisen og netavisen 6/marts 22

“Hvorfor?
Af Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti, medl. Byrådet.
En tre generationers familie er blevet boligløs. Af ulykkelige omstændigheder.
Alle hjemløses historier er ulykkelige historier.
Men at denne familie kan være boligløs gennem mange måneder, af årsager der med lidt velvilje fra et boligselskabs side kunne undgås, er for mig uhørt.
Vi lever i 2022, hvor der findes et hav af forskellige familiesammensætninger. Derfor burde der ikke kunne sættes grænser af et boligselskab for, at mormor kan bo sammen med datter og barnebarn, så det for familien hænger sammen - både socialt og økonomisk.
Hvis 2 eller flere voksne ønsker at bo sammen, er årsagen for mig underordnet.
Skal man absolut være et par for at bo sammen? Hvornår er man så et par? Er man kun et par, når man er gift eller i parforhold!?
Ved nærlæsning beskriver Lejeloven ikke begrænsninger for, hvem der kan stå på lejekontrakten.
I stedet står der: “Hvis to eller flere personer står på lejekontrakten er der fælles ansvar over for udlejer”
“Hvis alle beboerne af lejemålet står på lejekontrakten, hæfter I solidarisk for lejekontraktens vilkår og har lige rettigheder. Det vil sige, at I er ansvarlige på lige fod, hvis bare én af jer ikke overholder noget, der står i lejekontrakten”.
 
Boligselskabet siger i dette tilfælde nej til, at både mormor og mor kan stå på lejekontrakten. Det giver ikke mening!
 
Når kun den ene part må stå på lejekontrakten, sættes der grænser for, hvor stort boligindskudslån der kan søges om. Der tages ikke højde for den samlede indtægt, men kun indtægten for den, der står på lejekontrakten, hvorfor der gives afslag fra kommunen til en 4 værelses lejlighed, da loven skal overholdes. Kommunen skal holde loven, uanset hvor rigidt et boligselskab handler.
Nogle gange hænder det, at man som borger sidder helt fast i systemet, men denne situation er helt uacceptabel, da det ved velvilje fra boligselskabets side kunne løses. Så hvorfor?“
 

Sendt til lokalavisen 1/april 2022

Er der lys forude?
Af Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti
For nogle år siden blev det besluttet at slukke for natbelysning mellem kl 01-05 rundt om i kommunen. 
Det har medført stor utryghed for mange borgere - både unge og ældre. 
Det er en kendsgerning!
Siden da har Dansk Folkeparti derfor forsøgt at bringe natbelysningen i spil igen, men har hver gang stået ganske alene med ønsket.
Derfor er det med stor glæde at vi erfarer, at andre partier nu erkender, at noget af det, der er med til at skabe utryghed, er den manglende belysning om natten. At der nu er andre partier, der taler for at det skal tændes igen. 
Dansk Folkeparti ser fem til de kommende drøftelser, da det er et ønske, vi har siddet meget alene med i budgetforhandlingerne de seneste år. 
Men nu er der måske håb forude!
 
 



Sendt fra min iPad

Sendt til aviserne 2/april 2022

”Skal Frederikssund have en ukrainsk venskabsby?
Af Inge Messerschmidt, gruppeformand, Dansk Folkeparti
Vi lægger alle afstand til Putin og den meningsløse krig, han fører i og mod Ukraine.
Udover de sanktioner Frederikssund Kommune har indledt mod Rusland, har kommunen hejst det ukrainske flag i en periode foran rådhuset, har taget imod de første flygtninge og har besluttet, at værtsfamilierne kan modtage 150 kr pr flygtning, de har boende privat. Der har været afholdt infomøde på rådhuset, og i det hele taget forsøger kommunen og private at tage så godt imod som muligt, så de kan starte en god hverdag.

Men vi kan gå endnu længere.

Dansk Folkeparti har derfor henvendt sig til Venstre, Konservative og Nye Borgerlige for at undersøge, om partierne kan stå sammen om et forslag om, at Frederikssund Kommune skal have en venskabsby i Ukraine.

Tidligere har Frederikssund haft venskabsbyer i England, Polen, Spanien, Sverige, Norge og Finland.
Her handlede samarbejdet om bl.a. udveksling af børn og unge via skoler og institutioner og ungdomsskolen, men også om kulturel udveksling som Vikingespillet og Musikskolen

Skal Frederikssund Kommune have venskabsby i Ukraine? Vi håber i Dansk Folkeparti, at vi kan stå sammen om dette forslag for endnu kraftigere at lægge afstand til Putins krig.”

20/maj 2022 sendes til netavisen

”Af Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O)
Det skal gøres ordentligt!
På onsdagens økonomiudvalgsmøde var der en sag, der omhandlede budgettet i 2022 og de udfordringer, der er.
50 mio mangler!
I avisen kan vi efterfølgende læse, at borgmester Tina Tving Stauning tilkendegiver, hvor og hvordan pengene skal findes.
Det er ret vildt at læse om navngive forslag, som borgmesteren åbenbart på forhånd har besluttet skal udligne de manglende millioner. For fremhæver man i avisen noget frem for andet, er det en klar stillingtagen.
Som medlem af økonomiudvalget har jeg en forventning om, at udvalget kan være en del af diskussionen og her bliver orienteret om, hvilke konsekvenser det enkelte forslag fører med sig, inden beslutning tages. Jeg og Dansk Folkeparti er ikke enig i flere af de oplistede forslag, og har i stedet foreslået andre.
Sagen blev udsat, så jeg har en klar forventning om, at sagen færdigbehandles på ekstraordinært møde og ikke andre steder.“

8/juni sendt til aviserne og Dansk Folkeblad

Grundlovsmøde i Frederikssund

Af Inge Messerschmidt, lokalformand Frederikssund
Høj sol, god stemning, kolde drikke og varme pølser sammensat med levende musik og gode taler. Så bliver det ikke meget bedre i Frederikssund. Det skulle da lige være, at det igen er Dansk Folkeparti, der er arrangør. Frederikssund lokalafdeling i godt samarbejde med Halsnæs lokalafdeling. Ca 70 borgere havde valgt at lægge vejen forbi Valhal på Kalvøen i Frederikssund til dette års grundlovsmøde for at høre Dansk Folkepartis fem folketingskandidater i Nordsjællands storkreds. Rune Oliver Christensen, Jannie Bøgh, Gert Løfgren, Marlene Harpsøe og Carsten Svensson leverede alle gode taler med emner lige fra Muhammedtegninger i undervisningen til lokale nærpolitistationer og bedre ældrepleje. Før og efter talerne blev der spillet live country musik, og pølsevognen meldte alt udsolgt, da arrangementet sluttede kl 15. Igen en festdag som er blevet en fast tradition i Frederikssund, slutter Inge Messerschmidt

På billedet:
Marlene Harpsøe, Carsten Svensson, Jannie Bøgh, Gert Løfgren og Carsten Svensson

 

 

21/juni sendt til aviserne

23/september 2022 sendt til de tre aviser

Af Inge Messersschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti

Så blev Budget23 vedtaget. 

I aftaleteksten står det beskrevet, at "partierne er enige om at drøfte mulighederne for en nedsættelse af skatteprocenten i 2023",
hvilket slås stort op fra flere sider.

Og det ser da også rigtig flot ud med skattelettelser til os borgere i Frederikssund Kommune!!

Men lad os lige holde begge ben på jorden og se realiteterne i øjnene.

Bare 0,1% vil betyde en mindreindtægt på 9,3 mio kr i kommunekassen. Åbnes der ikke op fra statens side, at kommuner kan kompenseres, kan
det blive rigtig dyrt for den enkelte borger.
Så vil det betyde, at vi skal finde de 9,3 mio kr i budgettet - og hvor er det lige, vi skal det, uden at det gør ondt?
Hvor meget betyder en lille skattelettelse egentlig for den enkelte borgers pengepung i hverdagen, contra de besparelser
vi i så fald skal finde for at få budgettet til at hænge sammen?

Dansk Folkeparti vil ikke være med til en skattelettelse, hvis det skal gå ud over den enkeltes hverdag,
hvor det vil kunne mærkes og gøre rigtig ondt.

Vi vil gerne være med til at drøfte muligheden, men det skal være med åbne øjne. Selv hvis der åbnes op for kompensation,
så vil vi alligevel skulle finde pengene andre steder - ikke lige nu og her, men i løbet af nogle år. For besparelsen skubbes  bare ud i fremtiden.

Regeringen giver nemlig højst tilskud på 75% af den manglende skatteindtægt i 2023, 50% i 2024 og 25% i 2025, hvis der bevilges kompensation.

Så det er kun fantasien, der sætter grænser for hvor pengene så skal komme fra!!!

| Svar

Nyeste kommentarer

28.04 | 07:09

HEJ INGE.
DET ER EN MEGET FIN HJEMMESIDE, SOM DU HAR LAVET.
MED VENLIG HILSEN
LIS JØRGENSEN
ENGVEJ 8
3550 SLANGERUP

19.11 | 21:48

Husker godt at Morten Messerschmidts søster desværre blev dræbt, men var det en kulturberigerkæreste eller en af skandinavisk afstamning, som gjorde det

08.11 | 12:22

Hej Christine. Alle fire børn trives og har en stabil hverdag, og
bor hos os, mormor og morfar, der er blevet netværksplejefamilie. Tak for dine tanker.

08.11 | 10:50

Kære Inge,
Nu er det snart 1 år siden, at du mistede din datter Line. Hvordan har hendes børn det idag og hvem passer dem? Tænker tit på Jer.